onsdag den 7. maj 2014

Så er vi i gang


I dag har vi, Louise og Rikke, observeret to interventioner og deltaget i Fys/Mys.

Første intervention var med to børn fra 8. klasse. De fik stillet nogle opgaver af ergoterapeuten, som de skulle løse.

Første opgave skulle løses individuelt og gik ud på, at de hver især skulle ligge på maven på et rullebræt, hvorfra de skulle drive sig frem med armene, samle en rispose op og ligge den i en hullahopring på gulvet. Dette blev gentaget indtil der ikke var flere risposer. Bagefter skulle de siddende på rullebræt, tage risposerne fra ringen, kaste dem og vælte bowlingkegler.

Ergoterapeuten lagde op til at det var en konkurrence. Drengene udfordrede ubevidst hinanden. Dreng 1 blev udfordret i at skulle håndtere at tabe, og fik herved indlært nogle sociale spilleregler.

Ved interventionen observerede vi, at drengene fik trænet truncusstabilitet ved brug af rullebrættet, da mavemuskler og rygmuskler aktiveredes. Den vestibulære og proprioceptive sans samt koordinering blev ligeledes udfordret. Dreng 1 var særligt udfordret motorisk grundet nedsat muskeltonus og styrke.

Kognitivt var dreng 1 impulsstyret og havde svært ved at forstå opgaven. Han havde nedsat koncentration og opmærksomhed, og blev ligeledes udfordret i at fastholde gennemførslen af opgaven.

En anden opgave drengene blev stillet var, at de skulle lege ”kongens efterfølger”. Her oplevede vi, at dreng 1 blev særligt motiveret, da han spejlede sig i dreng 2, som både motorisk og kognitivt var mere ressourcestærk. Det var lærerigt at se hvilken positiv effekt det kan have, når børn spejler sig i hinanden.  Dreng 2 var desuden meget omsorgsfuld over for dreng 1, og heppede på ham, hvilket resulterede i, at dreng 1 pludselig kunne lave kolbøtter.

Interventionen sluttede af med beroligende musik, hvor børnene lå på maven på en måtte. Ergoterapeuten gav dem taktile stimuli med en bold for at nedsætte arousal.
 



Den anden intervention foregik med en dreng med cerebral parese. Her var der også motorisk træning i SI-rum.

Efterfølgende var fokus finmotorisk træning, da drengen er hypermobil og derved ikke kan fastholde et greb. Han har ikke nogen dominant hånd og formår ikke at samarbejde med hænderne over midtlinjen.

Den finmotoriske træning bestod af at tegne toge. Her graduerede ergoterapeuten aktiviteten ved fysisk guidning ved at føre hans hånd til at tegne rundt om nogle klodser formet som et tog. Drengen farvelagde herefter selv toget, hvor grundlinjerne var blevet lagt. Vi observerede, at han fra kun at kunne tegne streger, formåede at, skabe en mere alderssvarende tegning, som gjorde ham mere selvsikker og motiveret for at bruge hænderne.

Sidst deltog vi i Fys/Mys, som er fysisk træning til musik. 3 børn og deres pædagoger deltog. Det var fascinerende at opleve, hvordan kroppens bevægelser og sproget blev indlært fra ikke at kunne tale tydeligt til at kunne sige flere ord.

Til ære for os danske ergoterapeutstuderende blev der spillet en dansk sang, som vi dansede sammen til i rundkreds.

Dagens bommert
Efterfølgende fortalte musikterapeut, at hun brugte principper Danmark i sin intervention med børnene, og at hun havde fået den danske sang udleveret af en dansk musikterapeut, hvortil hun spørger om vi kender hende. Vi svarer enstemmigt nej, hvorefter der bliver helt stille.. Der er lige noget, der skal læses op på. J

 
Dagens oplysning
Til lunch alias frokost sad vi sammen med en hurtigtalende og snakkesalig historielærer, som fortalte os, at forskning har vist, at i Skandinavien er nordmænd gode til at forstå både svensk og dansk, mens svenskerne er bedst til at forstå norsk – men danskerne, de forstår ingenting. J

 

1 kommentar:

  1. Da jeg var dreng havde vi kun et tv program DR så vi var tvunget til at se svensk tv til sidst tænkte man ikke på om man hørte svensk eller dansk..spændende læsning fra Jer ..

    SvarSlet