tirsdag den 13. maj 2014

Faglig dag...

Formiddagen stod på fælles personalemøde for hele ergoterapitjenesten i Trondheim Kommune. Dette afholdes hver 6. uge og dagsorden er informationer, oftest fra øverste leder, samt et fagligt emne. I dag spurgte lederen om hvor mange, der cykler på arbejde og hvor mange, der cykler rundt i forbindelse med arbejdet. I ergoterapien i Østbyen, hvor jeg er i praktik, er der 2 el-cykler, et par almindelige cykler samt 2 el-biler tilknyttet arbejdspladsen.

Spørgsmålet blev besvaret ved håndsoprækning. Og, Danmark, vi har noget at lære her. Et stort flertal af den samlede skare rakte hånden op – jeg vurderede, mange kunne have børn, der skal i institution eller skole - og her kan reflekteres over, at det ikke er en hindring. Kommunen har det mål, at Trondheim skal være Norges bedste/største cykelby, så her bidrager ergoterapeuterne i flot stil.

 
Der blev orienteret om kommunale budgetforhandlinger og det vil blive ”trange tider” og man vil ”stramme inn” de ydelser borgerne vil få næste år. Derfor blev der opfordret til at tænke på, om arbejdet kan udføres anderledes og til at være skarp på, om borgeren kan klare sig tilstrækkeligt og om det er nødvendigt med hjælpemiddel eksempelvis.
Herefter var dagens emne velfærdsteknologi, som ergoterapeuterne er vældigt optagede af. Der var lidt snak om det etiske dilemma ved om folk med demens skal bære GPS og i hvilke situationer denne kunne være brugbar. Desuden blev der givet eksempler på velfærdsteknologiske hjælpemidler, erfaringer hermed, anbefalinger samt fortalt en app, der er under udvikling, som hjælp til folk med demens.

Eftermiddagen bestod af en fælles ”Fagdagfor ergoterapeuter og fysioterapeuter, der arbejder med ældre. Emnet her var ”Ufrivillig vekttap hos hjemmeboende eldre”.  Her holdt en overlæge fra St. Olavs Hospital foredrag om forekomst og årsager til ufrivillig vægttab og hvilken betydning, der har. En ernæringsfysiolog fortalte herefter om kostsammensætningen, kroppen har brug for og hvilke tegn, der er på ufrivilligt vægttab hos ældre. Der er forsket i, at vha. et værktøj, kan 30 % af disse ældre ”fanges” på et langt tidligere stadie, så der kan igangsættes behandling. Værktøjet er en simpel screening, et enkelt og lille skema, som sygeplejersker kan udfylde.
Behandlingen består i beriget eller tilpasset kost samt eksempelvis at spise sammen med andre, hvis den ældre måske er blevet alene.


En interessant dag, hvor jeg ser frem til morgendagen, hvor jeg kan få lejlighed til at diskutere med ergoterapeuterne på praktikstedet, hvordan de tænker at bidrage med forebyggelse at ufrivilligt vægttab hos hjemmeboende ældre.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar