torsdag den 15. maj 2014

En læringsrig dag med "hands on"


Dagen indledtes med forberedelse til vores samtale med skolens to afdelingsledere i morgen. Vi, Rikke og Louise, har udformet nogle spørgsmål med udgangspunkt i modulets fokus, som blandt andet er organisering, ledelse, kvalitetssikring og udvikling.

Vi mødte op i træningstøj, da vi skulle deltage i grovmotorisk træning med en af de ældre grupper. På tirsdag er der fælles idrætsdag for hele skolen, både specialklasser og almindelige klasser. Det bliver tilrettelagt, så alle har mulighed for at deltage. Der udtrækkes tilfældige vindere blandt alle børnene for ikke at tilgodese de mere velfungerende børn.

Den grovmotoriske træning foregik på skolens idrætsbane, som er en stor atletikbane med tilhørende ishockeyhal. Ergoterapeuten havde arrangeret træningen, så drengene fik mulighed for at øve sig på nogle af de færdigheder, som de skal bruge på idrætsdagen. Det var en måde at forberede dem til idrætsdagen på samt at håndtere de mange mennesker på banen og de omkringliggende fysiske omgivelser. Herved blev det en træning i en meningsfuld aktivitet, og samtidig gradueredes aktiviteten, så drengene er bedre rustet til de forskellige discipliner på den forekommende idrætsdag. Under den grovmotoriske træning samarbejdede ergoterapeuten med specialpædagoger. Ergoterapeuten tilrettelagde og bestemte aktiviteterne, mens specialpædagogerne var med til at fastholde børnenes fokus. Alle faggrupper benytter sig meget af ros og bekræftelse for at fremme børnenes positive adfærd og selvtillid, samt at sætte grænser ved behov.

Vi har deltaget i individuel grovmotorisk træning i sanserummet med en dreng med cerebral parese, hvor vi observerede ergoterapeuten anvende behandlingsprincipper fra Bobath for at udspænde spasticitet, normalisere muskeltonus og fremme et naturligt bevægemønster. Ergoterapeuten startede med udspænding på måtte, hvor drengen deltog aktivt. Herefter brugte ergoterapeuten en ”pølsepude”, som er en rund, aflang og fast pude, som både hende og drengen satte sig overskrævs på, som på en hest. Ergoterapeuten sad bagerst hvorfra hun kunne støtte drengens balance og opretholdelse af truncus (kropsstammen). Ergoterapeuten satte bevægelse i puden ved at vippe den fra side til side, så drengen kunne nå gulvet med fødderne og hermed opnå vægtbæring på benene samt abduktion i art. coxae, hofteleddet.

Stadig siddende på puden, holdte ergoterapeuten ærteposerne højt i luften, så drengen selv skulle gribe ud efter dem, og derefter kaste dem i en stor snurretop. Dermed trænedes bevægelighed og koordination i begge arme.

Træningen sluttedes af med bowling, hvor drengen lå på maven for at træne ekstensormusklerne over ryggen. Det var en aktivitet, som han er meget motiveret for og han var ivrig efter at bowle mod os. Vi havde en Danmark-Norge-dyst, hvor vi mod al forventning tabte, så drengen mente, at vi skulle øve os til næste torsdag. J

Efterfølgende deltog vi i endnu en grovmotorisk træning med en dreng og pige, som starter i gymnasium til næste år. Træningen indledtes med aktiviteter på rullebræt og gynge for at styrke ekstensormusklerne i ryggen, bevægelighed, koordination og styrke samt motorisk planlægning. Børnene gyngede sammen, hvor vi kastede bold til dem imens. Herved trænedes balancen. Ergoterapeuten har særligt fokus på kropsbevidsthed og kropsholdning hos begge børn, hvor hun afslutningsvis brugte et spejl til at korrigere dem i at rette sig op.

Vi oplever efterhånden at sproget ikke er den samme barriere som i første uge. Det gør det lettere at opretholde kontakten med børnene. Ergoterapeuterne er gode til at inkludere os på en naturlig måde i træningsforløbene, hvilket er super fedt at opleve. J

I dag har vi haft lidt svært ved at samle os om læsningen, da der har været meget liv på skolen i form af musik, sang og generalprøver til nationaldagen. Mange af børnene øver sig til ”barnetoget”, der er et langt optog, der går gennem byen på lørdag, som vi skal se sammen med den norske praktikkoordinator.

 


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar