Besøg på PTØ-Senteret

I Norge er det ikke ualmindeligt at studerende træffer aftaler med relevante steder under deres praktikforløb. I dag har vi besøgt PTØ-Senteret i Trondheim fra kl. 9-12, hvor vi deltog i et træningsforløb med en dreng og pige på hhv. 15 og 16 år. Kognitivt svarer deres aldersudvikling til omkring 6-8 år. Drengen har svære adfærdsforstyrrelser og har en udefinerbar lidelse, som er meget lig med hemiplegi, lammelse i den ene side af kroppen. Han har gangfunktion, men denne er besværet og han er udfordret i at bruge sin venstre hånd og generelt venstre side af kroppen.

Pigen har cerebral parese og har svær spasticitet i højre side af kroppen. Hun har en deform udvikling af brystkassen, som forårsager vejrtrækningsbesvær.

Der findes 4 PTØ-centre i Norge. I Trondheim kommune er det primært børn og unge med cerebral parese og andre neurologiske sygdomme, som modtager intensivt rehabiliteringsforløb. Centeret i Trondheim er blevet etableret i år 2012. På baggrund af en vurdering af en fagperson tilknyttet PTØ, bliver børnene udredt og hvis træningen findes relevant, kan man få en henvisning i specialhelsetjenesten om at modtage træningen. PTØ-centrene er private, men tilbuddene bliver finansieret af det offentlige.

På PTØ-centrene arbejdes der ud fra PETÖ-metoden, som blev udviklet i 1945 af lægen og underviseren András Petö. Petö-metoden tager udgangspunkt i konduktiv pædagogik og er udviklet til børn med cerebral parese og infantile spasmer, baseret på børns læring og udvikling. Metoden bygger på ideen om, at barnet aktivt samarbejder og er bevidst om programmet, da det sikrer barnets interesse og motivation for læringsprocessen. I metoden involveres alt det, man normalt forventer af barnets aktuelle aldersgruppe.

Metoden bygger på en humanistisk og holistisk filosofi, hvor barnet betragtes som et helt menneske. Forældrene involveres også i arbejdet med børnene, hvor formålet er, at de lære af mestre teknikker, der gør dem i stand til at medvirke til deres barns udvikling. Træningen med børnene foregår ofte i grupper af få børn, men der sættes individuelle læringsmål. Træningen strækker sig som regel over 3 uger flere gange årligt, hvilket vurderes efter barnets behov. I de 3 uger trænes der intensivt med børnene i ca. 5 timer dagligt.

PETÖ-metodens formål er bl.a. at øge børnenes motorik, kommunikation, kognition, selvhjulpenhed samt sociale og emotionelle funktionsniveau. Der arbejdes både på aktivitets- og kropsniveau, hvor målet er at øge barnets forudsætninger for at klare sig selvstændigt i hverdagens udfordringer.

For at kunne praktisere PETÖ-metoden, kræves en 4-årig højskoleuddannelse, konduktoruddannelsen. Uddannelsen er tværfagligt sammensat om omfatter bl.a. fag som fysioterapi, ergoterapi, psykologi, pædagogik og neurologi.

Den danske ergoterapeut Ester Cotton har beskæftiget sig med PETÖ-metoden i Horney Centre i England, og er meget anerkendt inden for dette område.

Vi er forundrede over, at metoden ikke er mere udbredt i Danmark, da den er evidensbaseret og giver synlige resultater, specielt hvis barnet indsatsen starter så tidligt som muligt. Vi talte med kondukteren på PTØ-Senteret, som fortalte, at det kan være et problem, at børnene ofte ikke får stillet en diagnose før de når en vis alder. Dermed er det sjældent, at der sker en tidlig indsats. Vi havde ikke hørt om den før vores nuværende praktik i Trondheim. Andrea Udvardy Sabroe er uddannet kondukter og arbejder i Danmark, hvor hun prøver at udbrede PETÖ-metoden i dansk praksis. Hun skriver bl.a. om metoden på sin hjemmeside:

 "Konduktiv pædagogik skal blive kendt, anerkendt og benyttet som metode i Danmark.

Udøve den nødvendige hjælp og støtte til de familier og børn med CP,

der ønsker at benytte konduktiv pædagogik. Sikre at forældrene har et valg.

Sikre at der er et alternativ til den konventionelle behandling – det rigtige alternativ!"

Vi tænker, at PETÖ-metoden kan være et godt redskab at benytte af ergoterapeuter i Danmark, da den ligger tæt op af principper, der allerede benyttes i den ergoterapeutiske praksis.

Vi observerede konduktoren udspænde børnenes spasticitet og kontrakturer gennem aktive øvelser udformet som leg. Børnenes muskelstyrke og balance blev også trænet, f.eks. ved træning af grovmotorik på træredskaberne, som ses på billederne nedenfor. Udover dette træner børnene også ADL-funktioner i løbet af de tre uger, herunder at spise og tage tøj på selvstændigt, hvor børnene lærer nogle kompensatoriske strategier.

 

 

 

 

Noget, der gjorde meget indtryk på os var, at drengen viste os hvordan han selvstændigt kunne tage jakke på ved at have lært en særlig teknik, hvor han ligger jakken på et bord, tager armene ind i ærmerne og svinger den på plads over hovedet.

Til forskel fra ergoterapi lå fokus ikke så meget på sanseintegrationsbehandling, som vi oplever bliver brugt meget i praktikken og hjemme i Danmark.