mandag den 5. maj 2014

De første par dage...

I går søndag d. 4. maj mødtes vi med den internationale koordinator kl. 18 på den Gamle Bybro i Trondheim.

 


Vi tog over på en lille hyggelig danskejet café kaldet Baklandet Skydsstation, som har historie helt tilbage til 1700-tallet. Cafeen bar præg af at have været et samlingspunkt for tilrejsende og handlende. Indretningen var antik med ældre træmøbler malet i blågrønne nuancer, tæpper, porcelæn,  og gamle billeder og fotografier samt tøj på væggene. Priserne for varme drikke er til at betale, 29 kr. for en kop kaffe med refill.


Vi vendte mange ting med den internationale koordinator, alt fra seværdigheder til praktiske tiltag i forhold til vores praktikperiode her i Trondheim og sundhedsvæsenets opbygning.


Sundhedsvæsenet i Norge er organiseret i tre lag. Staten, som omfatter hospitalsvæsenet, Fylkeskommune, som svarer til de gamle danske amter og kommunerne. Vi fik fortalt, at omkring 60 % af ergoterapeuterne er ansat i kommunen, da geografien og infrastrukturen i landet  kræver en organisering, hvor man kan løser problemerne lokalt. De store afstande i landet samt klima betyder, at det er nødvendigt, at eventuel genoptræning og behandling foregår i nærmiljøet. Denne organisering betyder, at ergoterapeuterne primært i kommunerne, skal varetage mangesidige arbejdsområder, hvilket kan vanskeliggøre en høj grad af specialisering hos bl.a. ergoterapeuter.

Vi talte også om folkesundheden i Norge. Her fremgik det, at de norske indbyggere pga. det kuperede landskab er i god form. Sundhed vægtes højt, både hvad angår kost og motionsvaner. Dette har vi også bemærket på vores ture rundt i Trondheim. Næsten alle ældre som yngre har sportsligt tøj på og enten går, cykler eller løber. Vi er spændte på, om vi kan mærke dette i praksis, f.eks. om de ældre her har færre følgesygdomme såsom diabetes og overvægt.  En anden problematik er, at de ældre i Norge ofte bliver isoleret om vinteren grundet meget sne. Her spiller ergoterapeuterne en vigtig rolle i forhold til at bibeholde det fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau.

Vi var ved at kløjs i kaffen, da vi overraskende fik en invitation til frukost alias morgenmad hos den internationale koordinator og hendes familie d. 17. maj på Norges nationaldag, der betragtes som den største festdag i Norge. Dagen fejres med optog og musik gennem byens gader, hvor alle bærer den norske nationaldragt. Vi glæder os til at deltage i  den festlige begivenhed, og for alvor mærke kulturens vingeslag.

I dag d. 5. maj startede Lone sin praktik i kommunal ergoterapi. Hun ligger i skrivende stund og sover, så oplysninger herom følger senere. J

Louise og Rikke skal starte i praktik i morgen på en skole, som er en almindelig skole, der også rummer funktionshæmmede børn med bl.a. Cerebral Parese og sanseintegrationsvanskeligheder.

Deres dag er gået med forberedelse til praktikken og praktiske ting. Dagen startede med et besøg hos boligselskabets (SiT) reception, hvor vi fik udleveret vaskekort.

Herefter gik vi til centrum, hvor vi besøgte ATB-busselskab for at få et buskort med studierabat. Dette var ikke muligt, da vi ikke har norsk studiekort, hvorfor vi hurtigt besluttede os for at tage bussen (50 kr for en billet) til Høgskolen i Sør-Trøndelag (HiST), som ligger i modsatte ende af byen. Det var sjovt at se hvor ergoterapeutuddannelsen heroppe ligger. Det lykkedes at blive tildelt et norsk studiekort, som giver rabatter.

Herefter tog vi tilbage til busselskabet, som nu gerne ville udstede et månedskort til en pris af 440 kr. Hermed sparer vi omkring 800 kr.

Vi gik hjem fra centrum, hvilket er en meget smuk tur op ad stejle bakker. Vejret i dag har budt på solskin og skyfri himmel. Generelt er vejret meget skiftende, så normændene ynder at samles udendørs, når vejret endelig tillader det.
 



 

 
Alt i alt har vi gået 12 km i dag, så benene er trætte. Vores sprogkundskaber er blevet udfordret. Det er meget forskelligt  hvor lette folk er at forstå. Det kan specielt være udfordrende, når der tales hurtigt, hvilket ofte er tilfældet, men de fleste synes, at det er sjovt at snakke med os og er ikke blege for at gentage.

Vi oplever og har fået fortalt af den internationale koordinator, at man i Norge sætter stor pris på at smalltalke, hvilket fortæller os, at det norske folk er venlige og imødekommende. Dette er også en vigtig oplysning, som er en vigtig overvejelse i forhold til vores tilgang til borgerne i praktikforløbene.

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar